Øens Hold Cup for U13 drenge i Tårup IF i weekenden 23-25. marts – krydret med Herre Serie 1 topopgør

Tårup IF indbyder til en weekend fyldt med masser af fodbold. Kig forbi banerne allerede fra fredag kl. 17:30, hvor de første kampe for U13 drengene fløjtes i gang. Der er besøg bl.a. fra OB, Nakskov, Jyllinge, og vi har også vores egne U13 drenge med. Der afvikles både 11 mands og 8 mandskampe, og der er fodbold hele fredag aften, lørdag formiddag, eftermiddag og søndag formiddag. Spillerne bor og spiser på skolen, og de 186 besøgende fodboldspillere forlader klubben søndag middag efter en weekend med en masse gode fodboldoplevelser i Tårup IF. Der skal en masse frivillige til at løfte sådan et stort arrangement, så der bliver hektisk aktivitet i alle hjørner af klubben og på skolen. Besøg også vores kiosk i minihallen, her kan købes mad, slik, kaffe mv.

Lørdag kl. 13:00 fløjtes endnu en kamp i gang, nemlig Herre Serie 1 topopgøret Tårup IF mod S.f.B – det er på kunstgræsbanen, slaget skal slås. Vi er meget spændte på resultatet, det bliver en super kamp, så kom forbi og se med. Og mon ikke Syre har pølserne klar på grillen ?

Der er altså ingen grund til at blive hjemme i den kommende weekend – på med handsker og støvler og kig forbi Frørup Andelskasse Arena. Du kan finde kampprogrammet for hele weekenden her.

Sportslige hilsner fra Tårup IF’s stævne-team