Ungdomsafslutningen startede med stationstræning v. Herre Senior. 70-80 ungdomsspillere lige fra U6 til U15 var mødt op og hyggede sig på ”kunsten” til at starte med. Vejret var mildt og stille – en perfekt dag at holde afslutningen på. Det var skønt at se, at seniorer og ungdomstrænere brugte et par timer på at ”lege fodbold” sammen med ungdomsspillerne, og alle havde et par hyggelige timer med fodbold, kegler og mål.

Efter udfoldelserne, var der frivillige hjælpere, som havde sat pølsehorn, pizzasnegle, saftevand og lidt gnavegrønt klar til ”ungerne” i TIF mini.

Vores formand Puk Quist-Nielsen indledte med et par ord, hvorefter Torben Povlsen, seniorformand, holdt en gådefuld tale om en person, som havde været frivillig leder i klubben i mange år. Personen havde i rigtig mange år været primus motor på Øens Hold stævner, han havde været træner og også været med til at finde sponsorer til Tårup IF. Altså en person, som havde gjort rigtig meget for, at Tårup IF har økonomi til bl.a at have en velfungerende ungdomsafdeling, hvor spillerne ikke mangler bolde og kegler, og hvor der også er økonomi til at sende spillerne til stævner i f.eks. Sejs hvert år. Personen havde også indtil for nylig siddet i bestyrelsen, og da der en periode var behov for en ny formand, ja, så trådte han til. Sådan en person er guld værd for vores klub, og derfor fik han en flot titel i klubben: ÆRESMEDLEM. Og hvem er så personen ? Det er selvfølgelig Svend Aage Bilde – måske bedre kendt som Fisker. Tusind tak til Fisker, for alt det arbejde, han har lagt i Tårup IF i virkelig mange år – uden sådan én som ham, var der ikke noget Tårup IF. Men mon ikke vi ser ham i klubben af og til, selvom han nu skal hygge sig nede ved Tårup Strand med sin kone, Hanne ?

Torben gav ordet videre til Puk, som fortalte lidt om alle holdene, deres flotte sejre, deres kampgejst eller andre sjove anekdoter. Der blev – fortjent - klappet rigtig meget af alle hold – det var meget dejligt at se og høre, hvor meget både trænere og spillere brænder for at træne og spille kamp og at hvert enkelt spiller trives sammen med deres træner(e) og de øvrige spillere på holdet – og i klubben.

Da Puk havde talt færdig, var der nogle af spillerne, som havde købt gaver til deres trænere, så der blev holdt små taler rundtomkring – og bifald til den enkelte træner, som fik overrakt gaver.

Herefter var det tid til at spise lækkerierne, som var sat frem, og der blev hygget og snakket – og drukket rigtig meget saftevand.

TAK til spillere (ungdom såvel som senior), trænere, forældre og frivillige for en dejlig eftermiddag. Og selvfølgelig en stor TAK til Fisker – og TILLYKKE med den nye titel.

 

Venlig hilsen bestyrelsen